Sådan beskytter du den sarte hud om øjnene
Huden om vores øjne er tynd og sart, og meget ofte er det der, de første rynker viser sig. Nogle har det, man kalder kragetæer, og både rynker, kragetæer og slap hud kan du minimere riskoen for med nogle enkle, men effektive råd. Læs med her og få gode tips til at bevare en smuk hud omkring øjnene.
Netop fordi huden er særligt tynd og fin i dette område, kan det være værd at være ekstra opmærksom på at pleje og beskytte den. Det er ikke svært og med få greb er du godt på vej.
Fugt, fugt og atter fugt
En af de ting, du kan gøre for at pleje huden omkring dine øjne er at give den fugt. Her kan du eventuelt bruge en decideret øjencreme, da denne er designet netop til den sarte hud her og ikke bliver for fed og tung. Ofte vil en helt almindelig fugtighedscreme dog kunne gøre det samme. Du kan også vælge at bruge hybenkerneolie eller en anden ansigtsolie rundt om øjnene. Her er det godt at fugte området med vand først, som vil trække olien med sig ind i huden.
Beskyt din hud mod solens skadelige stråler
For at reducere risikoen for rynker og furer omkring øjnene er det vigtigt at beskytte området mod solens skadelige stråler. Da kan du vælge en øjencreme med solfaktor eller at smøre solcreme ovenpå hele ansigtet. Måske troede du, at solcreme var noget, man kun skal bruge, når man skal på stranden eller måske ligge og sole sig i haven, men i virkeligheden kan du med fordel beskytte din hud mod solen hele året, da huden udsættes for strålerne ligeså snart, vi går udenfor. I de allermørkeste måneder er det knap så vigtigt, men lige så snart den første forårssol viser sig, er det tid at finde solcremen frem.
Kvit smøgerne
Solen er uden tvivl en af de faktorer, der har allerstørst indvirkning på vores hud, men også rygning har stor betydning for vores huds udseende. Rygning mindsker elasticiteten i huden, og når det gælder et område, hvor huden i forvejen er tynd og sart, er man som ryger dermed endnu mere disponeret for rynker, poser og misfarvninger. Ikke mindst derfor, men naturligvis også for din sundheds skyld, kan du derfor med fordel kvitte smøgerne, hvis du ikke allerede har gjort det.
Med disse simple tips kan du bibeholde en sund og smuk hud gennem hele livet.